Oxforddowns historie

Som navnet angiver, har racen sit hjemsted i det centrale England, hvor den opstod i perioden 1830–1850. John Druce, Eynsham i Oxfordshire, grundlagde racen ved i 1830 at krydse Cotswold-væddere med Hampshire-hundyr. Cotswold-racen er en af de ældste fåreracer i England, og Hampshire-racen har siden også været flittigt brugt til krydsning med fokus på kødproduktion.

Racen blev første gang udstillet som selvstændig race ved et dyrskue i Battersea i 1862.

Oxforddown er fremavlet på frugtbar jordbund, det vil sige kalkholdig mineraljord. Derfor er racen også flere steder i ældre litteratur benævnt "Kalkjordsfår", og den har især fået udbredelse på intensivt drevne jordbrugsarealer.

Det er da også på veldrevne landbrug under gode forhold, at Oxforddown-racen i dag holdes på vores breddegrader, og for god pasning "kvitterer" den med kraftige og hurtigtvoksende lam.
Oxforddown-fåret har et roligt temperament og bliver hurtigt tillidsfuldt. Når man først er faldet for Oxforddowns buttede hoved og de dejlige øjne, skifter man sjældent til andre racer. Det er et robust og hårdført får.

Racen blev stabiliseret over en periode på cirka 50 år, og den første stambog blev publiceret i 1889. Den danske Oxforddown-avl kan føres tilbage til en indført vædder i 1880, og dermed kan man med stor sikkerhed sige, at der næppe findes andre fåreracer i Danmark med så fuldstændige og veldokumenterede ophavslinjer.
Oxforddown er store, kraftige får med god kødsætning og fast kropsbygning. Når man ser på gamle billeder af racen, kan de være svære at sammenligne med nutidens standard, da det tidligere var almindeligt at fremstille fårene med meget lang uld ved dyrskuer – ofte 12–15 cm. I dag tillades højst 2 cm uld ved fremstilling.

Det var David Lassen, Enggården, der var banebrydende for Oxforddown-racens etablering i Danmark. Allerede i 1880 hentede han det første vædderlam hjem fra England. I de følgende år importerede han yderligere 13 handyr og en række hundyr. I løbet af de første 25 år solgte Enggården over 300 avlsdyr til mange egne af landet.
Siden da er mange dygtige fåreavlere kommet til, og en trofast gruppe har gennem generationer fastholdt den høje standard i racens eksteriør. Flere avlsbesætninger er gået i arv og har fortsat det målrettede avlsarbejde, hvilket har skabt et solidt og stabilt fundament i fårestammen. Det er da også kendetegnende for racen, når den fremstilles på større dyrskuer, at samlingen fremstår meget ensartet — et tydeligt tegn på avlernes fælles avlsmål. Standarden har naturligvis ændret sig siden racens start i Danmark, men målet er fortsat det samme: Det kraftige får med god kødsætning.

Racen havde enorm popularitet i 1920'erne og 30'erne. Efter 2. verdenskrig skiftede tendensen mod de mindre racer, men med nye opskæringsteknikker i 1980'erne fik de store slagtelam en renæssance. Derudover har Oxforddown opnået stor popularitet som krydsningsrace.

Oxforddown har i dag en meget stor udbredelse på verdensplan — bl.a. i USA, Canada, Rusland og flere europæiske lande.
Især i Danmark og Tyskland har racen bidt sig fast med mange entusiastiske avlere. Fra Danmark er der bl.a. eksporteret avlsdyr til New Zealand, Tjekkiet, Slovakiet, Tyskland, Holland, Canada, Sverige, Finland – og selv moderlandet England har hentet avlsmateriale herfra.